Guatemala

I Guatemala handler vi med følgende producenter:

Aj Quen: Gå til producenthistorie her.

Copavic: Gå til producenthistorie her.

Copavic Mundblæst glas

SÅDAN BLIVER EN KANDE TIL.


Ved produktion af en kande hentes der først den farve glas i ovnen, som skal bruges til hovedstykket. Metalstangen hvorpå glasset sidder køles af, så glaspusteren kan arbejde med den, derefter puster han i mundstykket i den anden ende for at gøre klar til at forme.

En anden person sidder klar med en form, og glasset pustes nu ud i formen. De sidste detaljer ordnes med værktøj (bunden planere og halsen formes).
Glaspusteren har et metalbord hvor han ruller glasset frem og tilbage, mens han former glasset med værktøjet. Det hele går meget stærkt, for hvis glasset bliver for koldt splintrer det. Glasset er så varmt, når det kommer ud af ovnen, at det kan antænde et stykke papir.'

En assistent kommer med et hjælpestykke til bunden, så glassets hals kan klippes over. Derefter puttes halsen ind i ovnen igen, og så kan munden formes. Det foregår også ved at glasset rulles frem og tilbage på metalbordet.
Glaspusteren leger nærmest med glasset, som om det var modellervoks. Han klipper kanden af og placerer den i en anden ovn med 300 grader, hvor den skal vende sig til temperatur forandringerne. Her ligger den i 3 dage og kommes derefter i lunkent vand, og så er kanden klar til at blive sendt til Danmark.



SÅDAN GENKENDER DU ET MUNDBLÆST GLAS.


Til sidst skal det lille hjælpestykke i bunden af produktet bankes af. Det sker med en lille jernpind, og mændene sidder meget forsigtigt med deres bare næver og banker, hvorved glasset får et lille mærke i bunden. På dette mærke kan man se, om produkterne er håndlavede. Hvis glasset derimod har en lodret streg langs glasset, er det ikke håndlavet, men maskinlavet og sat sammen af flere stykker.

Gå til producenthistorie her.

Aj Quen Bekymringsdukker

Vejen til Coban, hvor dukkemagerne bor, løber gennem regnskoven ad en lille, næsten ikke-eksisterende vej. Kvinderne, der har boet i landsbyen i mange generationer, har lært at væve og hækle af deres mødre. tre af kvinderne lærte at lave bekymringsdukker og lærte det videre til de andre.

Gruppen har eksisteret i 12 år, og samarbejdet med Aj Quen siden 1992. Her lærer kvinderne blandt andet om sundhed, plantemedicin, administration, børnesygdomme og ligestilling. De er især glade for at lære, hvordan man helbreder med plantemedicin, for der er ingen læge i nærheden, og hvis der var, ville de alligevel ikke have råd til at opsøge ham.

Bekymringsdukker bruges i Guatemala, som en slags sovedyr. Ifølge legenden kan man fortælle dukkerne om sine bekymringer, kun én bekymring per dukke- og herefter sove med dem under hovedpuden. Når man vågner næste morgen, er ens bekymringer væk...

Gå til producenthistorie her.

Aj Quen

Det er en dårlig ide at tage folkets hånd og føre den, de skal deltage i beslutninger og have ansvar. De skal forstå deres egne behov.
(Victor, koordinator, Aj Quen).
Aj Quen er en privat non-profit organisation uden politisk eller religiøst tilhørsforhold. De startede i 1989 på initiativ af en gruppe kunsthåndværkere i Guatemala. Problemer var og er ikke manglende efterspørgsel på vævede varer fra Guatemala, men derimod at prisen på varerne presses helt i bund, og forholdene for kunsthåndværkerne bliver rædselsfulde at arbejde under. Mellemmænd køber varerne meget billigt og genererer kæmpe profitter på deres nationale markeder. Aj Quen er derfor en løsning på problemerne, fordi organisationen arbejder for at kunsthåndværkerne får en fair pris for deres varer.

En mexicaner ved navn Martin Barrogam tog til Europa for at søge markeder og kunder og for at søge organisationer, der var interesserede i at støtte økonomisk. Han fandt 18 interesserede, b. la GEPA og OXFAM. 8 af de oprindelige kunder er stadig med.

Aj Quen betyder: at væve sammen, på et af de mange indianske sprog, der findes i Guatemala, og i dag koordinerer Aj Quen 1056 kunsthåndværkere i Guatemala. Aj Quen består af 26 grupper, og medlemmerne kommer fra det vestlige højland i Guatemala. Området var hårdt ramt under og efter krigen, som stoppede i 1996. Mange kvinder i området er blevet enker pga. krigen, og lever under svære økonomiske betingelser. Området var også et af de værst ramte efter jordskælvet i 2005, hvor mange i området mistede deres huse og ejendele.
Aj Quen arbejder for at bevare og udbrede kendskabet til det etniske og kulturelle udtryk i tekstilkunsten. Aj Quen forsøger at finde markeder for produkterne lokalt, nationalt og internationalt. De etablerer forbindelser mellem lokale og internationale organisationer for at skabe bevidsthed om og forståelse for Guatemalas kunsthåndværkere rundt om i verden.

Alle kunsthåndværkerne arbejder i grupper. Der forekommer ikke nogen udnyttelse eller konkurrence inden for grupperne, idet overskuddet fra indtjeningen bliver fordelt ligeligt mellem medlemmerne, hvoraf størstedelen er fattige kvinder.
Bestyrelsen, der er Aj Quens højeste autoritet, består af 7 valgte repræsentanter fra alle de aktive medlemsgrupper, der møder op til generalforsamlingen.
Løn og økonomi
Arbejderne får løn, efter hvor meget de producerer, men ikke for mere end det, der er bestilt. Repræsentanten modtager pengene fra AQ og fordeler dem imellem arbejderne.

Det er op til grupperne selv at fordele bestillingerne og lønnen. Hvis der er problemer og uenigheder, og arbejderne f.eks. er utilfredse med repræsentantens formidling af pengene, griber AQ ind. De fleste grupper fordeler bestillingen ligeligt, så alle får lige meget at lave, og dermed samme løn.

Hvis en gruppe ikke har råd til at købe materialerne, kan de søge om at få 50 % af lønnen på forskud. Ellers betaler de normalt efter varemodtagelse, senest en måned efter. Bureaukraterne får løn hver 15. dag. Minimumslønnen for en kunsthåndværker er 18 Quetales pr. dag. Ideen er at producenterne får 65 % af indtægterne, mens 35 % går til administration (salg, løn, kontor m. m).

Bekymringsdukker fra Aj Quen- Læs mere her.

Copavic

Copavic startede sin første glasproduktion i 1978. Kooperativet blev dannet af 17 arbejdere fra den første glasfabrik i Cantel kommunen i Guatemala.
Denne startede i 1969, men blev nødt til at lukke efter kun to år, da arbejderne ikke fik udbetalt deres løn. En ny fabrik blev startet i Quetzaltenango, og arbejderne fra den gamle fabrik blev ansat, fordi de havde viden og erfaring inden for glaspusterteknikken.


Denne fabrik blev imidlertid heller ikke nogen succes. Den nye chef stillede urimelige krav til arbejderne, blandt andet skulle de arbejde meget over den reglementerede tid for en ubetydelig løn, og de fik ikke lov at gå på toilettet.
Efter alle disse problemer besluttede arbejderne at organisere sig og starte et firma, ejet af dem selv. Igennem 2 år betalte de hver 2 dollars af deres usle løn og sparede på den måde op til selv at købe et stykke jord til deres fabrik.

I løbet af 1976/77 fik de ordnet de nødvendige papirer og præsenterede projektet og arbejdsplanerne for »Corfina«, der er en finansinstitution. Her fik de et lån til køb af de nødvendige materialer.

Så købte de et stykke jord tæt på den asfalterede vej mod havet og gik i gang. Selve arbejdet med bygningen af glaspusteriet blev udført af arbejderne selv, og et års tid efter var de klar med den første produktion.

Efter mange økonomiske vanskeligheder og en svær start, kunne de i 1991 erklære sig gældfri, og de havde overskud til at arbejde mere intensivt med eksport. Siden dengang er det heldigvis kun gået en vej: fremad.

I produktionen bruges genbrugsglas, blandt andet gamle øl og Cola-flasker. Da Copavic startede, var der 15 medlemmer. I dag er tallet steget til over 50, og de eksporterer deres kunsthåndværk af glas til andre lande i Mellemamerika, til USA, Tyskland, Spanien, Italien, Belgien, Schweiz, Østrig, England og Danmark.

Administratorer, sandblæsere, pudser, ekspedienter og lærlinge får mindstelønnen og er alle timelønnet. Mindstelønnen er på 30 quetales om dagen, (svarende til omkring 32 danske kroner). De uddannede glaspustere er akkordlønnede, de får 250 quetales om måneden plus 35 centarvos (ører) for hvert glas de laver.

Alle arbejdere har fri om søndagen og har en ½ arbejdsdag om lørdagen. Alle medarbejdere er i fagforening, og de er forsikrede. De modtager desuden løn under sygdom i op til 3 måneder. Hvis manden dør, sørger Copavic for den efterladte kone indtil hendes død, eller indtil hun indgår nyt ægteskab.

Læs hvordan man laver mundblæst glas her.

Print