Fair Trade Butik Karibu
Fair Trading er medejer af Fair Trade Butik Karibu, som er en ny spændende type Fair Trade butik, hvor man udover et stort udvalg af Fair Trade varer også finder café og kafferisteri. Fair Trading forhandler kaffebønner fra Fair Trade Butik Karibu, som friskrister bønnerne i en tromlerister, som kan riste 6 kilo grønne kaffebønner. Tromlen opvarmes med gasvarme. Kafferisteren står i selve butikken, så kunderne kan se og dufte, når kaffen ristes.
Når ristningen er færdig efter ca. 20 minutter er væske og syrer fordampet fra bønnerne, så de nu kun vejer godt 5 kg. Bønnerne bliver herefter lukket ud af tromlen, så de kan køle af i ca. 20 minutter i den store 'tallerken', hvor en arm kører rundt for at sikre at bønnerne køles jævnt. Bønnerne har nu fået en smuk, mørkebrun farve. Farven afhænger af, hvor længe bønnerne er blevet ristet. Hver Karibu Kaffe har sin egen risteprofil, som sikrer at kaffebønnernes aromaer fremhæves.
Når kaffebønnerne er kølet færdige, flyttes de til de smukke kaffekrukker, som står bag disken. Krukkerne er specialfremstillede til opbevaring af kaffebønner hos et keramikværksted i Tyskland. Krukkerne har et låg for oven, hvor bønnerne kan hældes i. Når kunderne køber en pose kaffe, kan man åbne en ventil forneden i krukkerne, hvorfra man kan fylde den ønskede mængde kaffe i poserne. Dermed sikrer man, at der ikke lukkes ilt ind til kaffebønnerne, så deres aromaer bibeholdes i længere tid.
Kaffebønnerne pakkes i poser med indbygget flexolukning, så poserne kan åbnes og lukkes mange gange. Vi anbefaler at opbevare kaffen køligt, hvorved aromaerne bevares længere. Hvis den opbevares i køleskab er det godt at putte posen i en kaffedåse, så kaffebønnerne ikke tager imod smag og lugt fra de øvrige fødevarer. Alle Karibu Kaffer er både økologisk certificerede og Fairtrade-mærkede.
Friskristet kaffe fra Fair Trade Butik Karibu føres i 8 varianter. Se dem her.






