Uganda
I Uganda handler vi med følgende producenter:
Bidwa: Gå til producenthistorie her.
Craft Chain Link: Gå til producenthistorie her.
Bidwa
BIDWA, Banda Internally Displaced Womens Association er en gruppe på 800 internt fordrevne kvinder, som er flygtet fra urolighederne i Norduganda, og nu er bosiddende på et stykke land i Banda i udkanten af Kampala, som de har modtaget i gave fra en af de lokale konger.
En gang om måneden mødes kvinderne og afregner for de perler, som de har fremstillet. Her taler de også sammen om deres problemer, og samler lidt penge ind, hvis der er nogen, der har et særligt behov for hjælp til medicin eller skolepenge.
Pengene tjener de ved at fremstille perler af strimler af kulørt papir fra ugeblade og plakater. Perlerne laves således af genbrugspapir, som de køber og klipper ud i trekantede strimler, som hver især håndrulles til en perle som limes og lakeres. Det er ikke alle, der er skrappe til at klippe strimlerne pænt ud, så det er der nogle bestemte kvinder, der gør.
Perlerne bliver derefter syet sammen med små glasperler til smukke halskæder i mange farvevarianter og designs. Bidwas smykker var maskot for Biennalen i Kunsthåndværk 2009. Læs mere her.
Kvinderne er typisk analfabeter, og taler kun lokale stammesprog, mange af dem er HIV-positive og derudover enlige mødre. Kvinderne lever i stor fattigdom, hele energien går til at skaffe midler til mad og basale livsnødvendigheder én dag af gangen.
Salget af perleprodukterne er af vital betydning for kvinderne, som har få eller meget dårlige alternativer for at skabe sig en indtægt. Kvinderne arbejder eksempelvis i et stenbrud for en dagsløn af 1 USD. Priserne på perlekæderne er baseret på en timeløn på 1 USD i timen. Det gør det muligt for kvinderne at forsørge deres familie og spare op til fremtiden. Kvinderne har også planer om at etablere en saving fond til sociale formål med særligt henblik på at forbedre børnenes vilkår, hvilket der er et meget stort behov for.
Kvinderne drømmer ligeledes om at forbedre deres fælleshus. 1. prioritet er at få cementeret gulvet, dernæst at få elektricitet, så de kan arbejde og samles om aftenen, og til sidst nogle stole og borde at sidde og arbejde ved.
Craft Chain Link
Craft Chain Link LTD er en producentgruppe, der blandt andet fremstiller tasker og punge af bananfibre og palmeblade. Den består af 5 mindre grupper af kvinder, som hver styres af
en direktør. Direktørerne har sluttet sig sammen i én virksomhed med henblik på at eksportere de tasker og punge, som kvinderne producerer. Direktørerne er alle veluddannede
kvinder med et fælles håb om, at de gennem produktion og salg af punge og tasker kan skabe mulighed for at give mikrolån til
kvinderne, så de kan starte eksempelvis små husdyrsproduktioner. Stedet for produktionen er Jinjar i det sydlige Uganda.
Kvinderne fletter nogle lange baner af en blanding af bananfibre og palmefibre. Bananfibrene er mørke og palmefibrene er lyse. Det giver den smukke kombination af mørke
og lyse striber, som ses på taskerne og pungene. De flettede baner syes fast omkring en form af pap, som danner tasken eller pungens form. Der syes et for af sort silke
indvendig i taskerne og pungene, og til sidst syes der en lynlås i. Alt bliver håndsyet med fine små sting.
Craft Chain Link har et lille kontor i Jinjar, hvor alle kvinderne mødes en gang om måneden og indsamler og afregner for de tasker og punge de har produceret.
Det er også under disse månedlige samlinger, at der diskuteres produktudvikling. Selve produktionen foregår hjemme hos kvinderne, så de indimellem flettearbejdet,
kan tage sig af den daglige husholdning.
Alle kvinderne i Craft Chain projektet er enten teenagemødre, enlige mødre eller enker. Når de ikke fletter tasker og punge, dyrker de jorden og passer deres familie.
De afgrøder, som de og familien ikke selv spiser, sælger de på det lokale marked. Indtægten ved salget af afgræderne er små, og det betyder, at familierne har brug for
indtægten fra de flettede produkter, så der kan blive råd til skolegang til børnene, transport og medicin. Craft Chain Link er derfor en meget vigtig
indtægtskilde for disse kvinder,og betyder at de har råd til at deres børn går i skole.






